Det kønsopdelte arbejdsmarked
Indhold Lærervejledning Øvelser og kapitler
Lærervejledning til øvelse 1
Kapitel 1 er første øvelse ud af de fire øvelser, som undervisningsmaterialet består af. Øvelsen kan udføres separat, men giver allerbedst udbytte for eleverne, som begyndelsen på et samlet undervisningsforløb om det kønsopdelte arbejdsmarked.
Eleverne skal arbejde med redegørelse og analyse gennem udarbejdelsen af en personkarakteristik. Eleverne skal med afsæt i dette reflektere over, hvilken betydning køn har for det sprog, vi bruger til at beskrive hhv. mænd og kvinder. Øvelsen skal gøre eleverne i stand til at få øje på og sætte ord på de fordomme, unge typisk har om håndværksfagene og håndværkere. Formålet med den fælles opsamling er at udfordre elevernes syn på køn. Det er derfor vigtigt, at du nysgerrigt og kritisk udfordrer elevernes syn på, hvad der er særligt rettet mod mænd og kvinder. Fremgangsmåden kan for nogle være problematisk, da udgangspunktet reproducerer et normativt og stereotypt syn på køn jf. ”hvad der kun passer på en mand/kvinde”. Men formålet er, at for at diskutere og udfordre rigide kategorier, er det nødvendigt først og fremmest at få dem italesat.
LÆRERVEJLEDNING TIL ØVELSE 1
I det fysiske klasseværelse
Øvelse 1 består af to øvelsesdele og en efterfølgende kapiteltekst. I første del skal eleverne ud fra fire billeder af forskellige typer håndværk beskrive det, som de forstår som en typisk håndværker. Dette ved at udfylde en personkarakteristik på øvelsesarket. I anden del skal eleverne vurdere, om deres udfyldte personkarakteristik også kan passe på billederne af kvindelige håndværkere og derudfra reflektere over forskellen på maskuline og feminine normer. Til øvelsen skal eleverne bruge et udprint af øvelsesarkene og kapitelteksten samt en blyant.
Øvelsen er estimeret til at vare cirka 1 lektion, med 5 minutters introduktion til øvelsen, 25 minutters gruppearbejde og 15 minutters plenumopsamling i klassen.
SELVE ØVELSERNE (25 MINUTTER)
Inddel eleverne i grupper á 4-6 personer.
Bed eleverne om at kigge grundigt på de fire billeder og at udvælge ét håndværk.
Eleverne skal nu forestille sig, hvordan en typisk håndværker, der udfører det udvalgte håndværk, er, og med udgangspunkt i dette udfylde en personkarakteristik. De skal altså svare på spørgsmålene, sådan som de tænker, at en typisk håndværker ville svare. De har i alt 10 minutter til at udfylde denne personkarakteristik.
Når eleverne er færdige med personkarakteristikken, viser du dem billederne af de fire kvindelige håndværkere.
Sammen skal de nu vurdere, hvorvidt deres personkarakteristik passer til de nye billeder. Bed dem overveje følgende:
Hvilke karaktertræk matcher stadig, og hvorfor?
Hvilke karaktertræk matcher ikke længere, og hvorfor?
De karaktertræk i personkarakteristikken, der ikke matcher det nye billede, skal grupperne i fællesskab omskrive, så beskrivelsen matcher billedet af den kvindelige håndværker.
6. Når eleverne er færdige med deres omskrivning af personkarakteristikkerne, samles klassen til en fælles opsamling.
OPSAMLING (15 MINUTTER)
7. På tavlen tegner du tre bokse med overskrifterne:
Mand: Her skal eleverne skrive de ord fra deres personkarakteristik, der kun passer på en mand.
Kvinde: Her skriver eleverne de ord fra deres personkarakteristik, der kun passer på en kvinde.
Kønsneutral: Her skriver eleverne de ord fra deres personkarakteristik, der passer på både en mand og en kvinde.
8. Eleverne skriver karaktertræk fra deres personkarakteristik i de bokse, de selv mener, de hører til. Fælles snakker I om karaktertrækkenes placering ud fra følgende:
Hvorfor bliver nogle bestemte karaktertræk tillagt mænd/kvinder?
De karaktertræk, vi tillægger hhv. mænd og kvinder, er de biologiske, kulturelle eller socialt bestemte? Altså er de bestemt af evner som hhv. mænd og kvinder har fra fødslen eller evner, de tillærer sig fordi samfundet forventer det?
Er der bestemte jobs, der passer bedre til mænd end til kvinder, og omvendt?
LÆRERVEJLEDNING TIL ØVELSE 1
I det digitale klasseværelse
Når øvelsen udfyldes digitalt, er det vigtigt, at eleverne har adgang til internet, så de kan klikke sig rundt i Boss Ladies digitale toolbox, og til et skriveprogram (fx Word), hvor de kan gemme og rette i de øvelsesark, der undervejs skal tages i brug for at løse øvelserne.
Øvelsen er estimeret til at vare cirka 1 lektion med 5 minutters introduktion til øvelsen, 25 minutters gruppearbejde og 15 minutters opsamling i det fælles digitale klasselokale.
INDEN UNDERVISNINGEN GÅR I GANG:
Inddel eleverne i grupper á to personer. De to elever skal kunne være i kontakt undervejs og skal derfor fx tildeles et grupperum / breakout room i Teams eller Zoom. Her veksler de mellem Boss Ladies hjemmeside (toolbox) og det program, de bliver undervist i.
SELVE ØVELSERNE (15 MINUTTER)
Øvelsesstrukturen i undervisningsforløbet lægger op til, at eleverne går meget intuitivt til løsningen af opgaverne. Derfor er der heller ikke den store introduktion til øvelsen eller til undervisningsforløbets formål. Sæt dog tid og energi af til at samle grundigt op, når de to øvelsesdele på hhv. 15 og 10 minutter er ovre.
Bed hver gruppe om at kigge grundigt på de fire billeder og om at udvælge ét håndværk, de sammen skal beskrive.
Hver gruppe skal nu forestille sig, hvordan en typisk håndværker, der udfører det udvalgte håndværk, er og med udgangspunkt i dette udfylde en personkarakteristik via øvelsesark 1A. Hver gruppe skal altså svare på spørgsmålene, sådan som de tænker, at en typisk håndværker ville svare. De har i alt 15 minutter til at udfylde denne personkarakteristik sideløbende. Hver gruppe udfylder altså én samlet personkarakteristik.
Note til læreren: øvelsesarket er en pdf, som eleverne skal downloade og åbne og fx gemme under et nyt navn på computerens skrivebord, før den kan udfyldes. De skal altså ikke skrive direkte i pdf’en -så kan deres tekst ikke gemmes til sidst.Når grupperne er færdige med personkarakteristikken, skal den af gruppens medlemmer, der har udfyldt skemaet huske at gemme det på computerens skrivebord. Derefter skal gruppen sammen trykke sig videre til næste del af øvelsen nederst i højre hjørne af hjemmesiden.
På næste side præsenteres grupperne for fire billeder af kvindelige håndværkere. Sammen skal de nu vurdere, hvorvidt deres personkarakteristik passer til de nye billeder. Ud fra øvelsesark 1B skal de svare på følgende:
Hvilke karaktertræk matcher stadig, og hvorfor?
Hvilke karaktertræk matcher ikke længere, og hvorfor?
De karaktertræk i personkarakteristikken, der ikke matcher det nye billede, skal grupperne i fællesskab omskrive, så de passer til billedet af den kvindelige håndværker.
5. Når grupperne har færdiggjort omskrivningen af personkarakteristikkerne og har gemt øvelsesarket på skrivebordet, skal eleverne læse kapitelteksten og dernæst, skal de logge ind i det digitale ”fællesrum”, hvor læreren samler op på de to dele af øvelsen.
OPSAMLING (15 MINUTTER)
6. Saml alle eleverne til fælles opsamling. Del øvelsesark 1C på elevernes skærme. Arket kan downloades HER. På øvelsesarket er der tegnet tre bokse med overskrifterne:
Mand: Her beder du eleverne om at bidrage med de ord fra deres personkarakteristik, de mener, kun passer på en mand.
Kvinde: Her skriver du de ord fra elevernes personkarakteristik, som de er kommet frem til, kun passer på en kvinde.
Kønsneutral: Her skriver du de ord fra elevernes personkarakteristik, de er kommet frem til, passer på både en mand og en kvinde.
7. I fællesskab skal I have en fælles dialog om karaktertrækkenes placering ud fra følgende:
Hvorfor bliver nogle bestemte karaktertræk tillagt mænd/kvinder?
De karaktertræk, vi tillægger hhv. mænd og kvinder, er de biologiske, kulturelle eller socialt bestemte? Altså er de bestemt af, evner som hhv. mænd og kvinder har fra fødslen, eller er deres evner tillærte, fordi samfundet forventer det?
Er der bestemte jobs, der passer bedre til mænd end til kvinder, og omvendt?