Om Boss Ladies

Boss Ladies er et nationalt forandringsprojekt, der arbejder for at udfordre stereotyper og skabe kulturforandringer på erhvervsuddannelsernes tekniske fag, i industrien, i bygge, anlægs- og installationsbranchen og i de maritime fag samt på landets FGU-skoler. 

 
 

Boss Ladies på EUD

Med projektet vil vi stimulere piger og unge kvinders interesse for at søge bygge-, anlægs- og installationsbrancherne, de maritime fag og industriens fag. Vi vil styrke den faglige stolthed hos de unge kvinder og bidrage til, at kvinderne opnår gode praktikforløb, og at trivslen øges på erhvervsuddannelserne og i branchernes virksomheder. 

Vi vil udvikle nye metoder og viden i en branche, hvor det har vist sig vanskeligt at tiltrække og fastholde kvindeligt talent. Projektet vil således aktivere ny praksisviden om, hvordan vi skaber kulturændringer i brancher, som i dag hovedsageligt tiltrækker drenge og mænd. 

Boss Ladies er støttet af Villum Fonden, Danske Maritime, Grundejernes Investeringsfond, Byggeriets Uddannelser, Industriens Uddannelser og EVU, Dansk Industri, Dansk Metal, 3F, DI Byggeri, Dansk El-forbund, Blik & Rør, Tekniq Arbejdsgiverne, Danske Malermestre, Malerforbundet og Kommunernes Landsforening.

Læs mere: www.boss-ladies.dk/eud

Boss Ladies på FGU

Med projektet vil vi give unge kvinder adgang og støtte til faglærte uddannelser og job. Hen mod 45.000 unge står i dag uden job og uddannelse, og 42% af dem er kvinder. 

Konsekvenserne for den enkelte unge kvinde er mærkbare og taler ind i et signifikant samfundsproblem. Et liv uden uddannelse er kendetegnet ved en ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet og tunge sociale problemer. Skal vi bryde årtiers strukturer og forløse det individuelle potentiale, er det nødvendigt at gå nye veje. 

Gennem projektet vil vi forbinde erhvervsliv, uddannelsesaktører og den kommunale ungeindsats i solide lokale forandringsalliancer, og ved at arbejde helhedsorienteret undgår vi at udfordringerne angribes isoleret, men i stedet tilgås i det fulde 360-graders perspektiv. 

Boss Ladies FGU er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond, FGU Danmark, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdergiverforening, Dansk Industri, 3F, Dansk Metal, Kommunernes Landsforening og Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier. 

Læs mere: www.boss-ladies.dk/fgu