Boss Ladies fremhævet ved FN’s klimakonference COP26

 
 
 
 

Når toppolitikere og embedsmænd i disse dage mødes til FN’s klimakonference COP26, er Boss Ladies på dagsordenen.

På konferencens ottendedag med køn, videnskab og innovation i fokus var Boss Ladies nemlig udvalgt som et af de forgangsprojekter for flere kvinder i grønne jobs, som verdensledere og forhandlere blev præsenteret for.

“Københavns Boss Ladies-program mestrer inklusion af kvinder i byggebrancen”

twitter.com/c40cities

Det er Boss Ladies netop indgåede samarbejde med Københavns Kommune om at skabe flere og bedre lærepladser for kvinder i bygge-og anlægsbranchen, som blev fremhævet på COP26 som et af C40-byernes bedste initiativer til at sikre ligestilling og grøn omstilling i byggesektoren.

Det er vi i Boss Ladies stolte af!

Klimakampen er nemlig også en ligestillingskamp.

C40 skriver selv på deres hjemmeside, at ”et afgørende skridt mod mere grøn arbejdskraft er at sikre retfærdig adgang til nye jobs for alle, også kvinder, gennem jobtræning og udvikling af arbejdsmarkedspolitikker”
c40cities.medium.com

Du kan se videoen fra COP26, hvor Boss Ladies bliver nævnt sammen med andre fede initiativer for ligestilling i den grønne omstilling her

Det er altså afgørende for den grønne omstilling, at vi får flere kvinder ud på byggepladserne og sikrer, at de har gode vilkår i skurvognen, hvis der skal være hænder nok til at bygge vindmøller, anlægge bæredygtige byer og stå i spidsen for fremtidens grønne byggeri.

Den udvikling samarbejder Boss Ladies og Københavns Kommune nu om at bidrage til og skal sammen udarbejde konkrete initiativer til, hvordan Københavns Kommune kan få flere kvinder ind i bygge-og anlægsbranchen.

Det er nemlig ikke bare lige til at være kvindelig håndværkeraspirant, forklarer Boss Ladies’ direktør, Nina Groes,

”Det er en udfordring, som vi i Boss Ladies hele tiden støder på, at selvom de kvinder, vi arbejder med, er sindssygt dygtige, og mange af dem har medalje, så er de ude op til 100 gange og banke på døren hos virksomhederne for at få en læreplads. Det skal vi arbejde med.”

De initiativer, Københavns Kommune og Boss Ladies sammen udarbejder, skal bidrage til, at bygherrer tager ansvar for, at der kommer flere lærepladser til kvindelige lærlinge.

“Det handler også om, at der skal være et godt arbejdsmiljø både fysisk ude i skurvognen og psykisk, så man ikke skal vise sit værd gang på gang”

– Nina Groes, Direktør, Foreningen Divérs

Og så skal de fysiske og psykiske arbejdsvilkår for de kvinder, som arbejder på de københavnske byggepladser, styrkes,

”Det handler også om, at der skal være et godt arbejdsmiljø både fysisk ude i skurvognen og psykisk, så man ikke skal vise sit værd gang på gang, fordi man er kvinde, og folk har fordomme omkring, om man nu også kan bruge et værktøj,” uddyber Nina Groes.

Hos Boss Ladies synes vi, det er et sindssygt vigtigt projekt og er meget glade for, at Københavns Kommune er hoppet med på vognen, og at samarbejdet nu har fået så stor international opmærksomhed ved COP26.

Vi håber, at vores fælles initiativ kan være et forbillede for andre bygherrer i Danmark – og efter benævnelsen ved COP26 forhåbentlig også inspirere bygherrer verden over til at gå samme vej!

 
Nina Groes